De Europæiske Sæsonfinaler i Roundnet 2025 kommer til Aarhus: Største begivenhed for sporten nogensinde
Til sommer er Roundnet Aarhus værter for de europæiske sæsonfinaler i roundnet, ETS Championships 2025. Turneringen svarer til sportens individuelle europamesterskaber og bliver uden sammenligning den største roundnet-begivenhed på dansk grund nogensinde.
Lørdag den 9. og søndag den 10. august forvandles Frederiksbjerg Stadion til epicentret for den europæiske roundnetscene, når over 200 spillere fra hele verden – heriblandt Europas absolutte elite – gæster Aarhus for at kæmpe om sæsontitlerne. Sporten, der i folkemunde kendes som Spikeball efter udstyrsproducenten af samme navn, fik sit gennembrud under coronaårene, og sidenhen er et stærkt europæisk miljø vokset frem. Roundnet Aarhus, Danmarks største roundnetforening, er arrangør for eventet i samarbejde med det europæiske fællesforbund EURA og med fornem støtte fra Aarhus Events. Om lørdagen afvikles mesterskaberne i Open- og Kvinde-divisionerne, mens der om søndagen spilles i Mix-divisionerne.
Hele byen er inviteret!
Den brede offentlighed eksponeres sjældent for den konkurrencemæssige side af roundnet, men med turneringsafvikling centralt i Aarhus er ambitionen, at hele byen skal inviteres forbi til sportsfest. Sporten er fast-paced og seværdig – selv for den uindviede tilskuer eller forbispasserende. Udover muligheden for at overvære verdensklasse-dueller på mere end 60 forskellige baner, mødes publikum af en engagerende fanzone, hvor man selv kan prøve kræfter med sporten, hygge sig med andre sjove aktiviteter og købe mad og drikke. Eventet er gratis for publikum, og der er intet billetsalg.
Frivillighed, fællesskab, fairplay og fejring
Foreningen Roundnet Aarhus fejrer i år 5-års fødselsdag og er i løbet af disse år vokset sig til en etableret forening, forankret i ukuelig frivillighed. Hele eventet løftes udelukkende af frivillige kræfter, og weekenden bliver en storslået kulmination på det stærke fællesskab, foreningen har skabt. Det bliver den største weekend i sportens historie i Danmark, og begejstringen for at få denne værtsrolle er stor.
“Planlægningen har været i fuld gang siden efteråret 2024, og vi har samlet en masse fantastiske kræfter i foreningen, som alle gør en kæmpe indsats for at stable et genialt event på benene. Vi har store ambitioner om at gøre eventet så indbydende for både spillere og publikum som muligt!”
— Turneringsdirektør Mathias Linnet
Sporten bygger på fairplay og sammenhold, og det europæiske miljø er gennemsyret af en unik, social og inkluderende stemning, hvor alle – selv topholdene – er gode venner. Det forventes, at mindst 16 forskellige nationer bliver repræsenteret til turneringen.
Store danske resultater i vente?
Store roundnet-nationer som Tyskland, Frankrig og Italien dominerer generelt podierne i Europa, men det danske elitemiljø har de seneste år taget et kvantespring, og flere hold blander sig nu i den europæiske top. Til verdensmesterskaberne i London sidste år tilkæmpede både kvinde- og herrelandsholdet sig hver især flotte 9. pladser ud af mere end 30 deltagende nationer.
Især på herresiden øjnes muligheden for et stort dansk resultat på hjemmebane til årets sæsonfinaler. Det lokale makkerpar fra Aarhus, Kasper Søvndal og Andreas Vibenholm Christensen, bragede igennem på den europæiske scene sidste sæson. Ved Danmarksmesterskaberne i København genvandt de for andet år i træk titlen i overbevisende stil, og sæsonen blev rundet af med en imponerende 3. plads ved sidste års europæiske sæsonfinaler i Wien.
“Vi glæder os enormt til at spille på hjemmebane til de europæsike sæsonfinaler – især foran familie og venner. Sidste år gik vi ind som underdogs og endte med en flot 3. plads, men i år har vi for alvor etableret os i Europa. Derfor håber vi på at kunne vise os fra vores allerbedste side – og måske endda overgå sidste års præstation”
— Andreas Vibenholm
Det bliver spændende at se, om hjemmebanefordelen kan være med til at hive medaljer hjem til makkerparret igen i år.
Kommercielle Samarbejdspartnere
Der søges stadig kommercielle samarbejdspartnere, som har lyst til at være med til at løfte eventet. Skriv til Roundnet Aarhus, hvis det har interesse for jeres virksomhed at komme med ombord.
Hvad er Roundnet?
Roundnet er en ny, dynamisk boldsport, der samler spillere i motion, fælleskab og konkurrence. Sporten minder i sin struktur om beachvolley – to par spiller mod hinanden rundt om et cirkulært trampolin-lignende net med en lille bold. Formålet er at spille bolden tilbage på og dernæst af nettet med maksimalt tre berøringer, uden at den rører jorden.
Unikt for sporten er, at når bolden er sat i spil efter serven, er der ingen baneafgrænsning, og alle spillere må bevæge sig frit omkring nettet. Nettet kan nemt pakkes sammen og tages med overalt – på stranden, i parken, i baghaven. Sporten er atletisk, strategisk og hurtig, og den indbyder på alle måder til sjov og fællesskab.
Turneringsformat
Der dystes om sæsontitler i følgende divisioner i Open-divisionen (åben adgang for alle køn), Kvindedivisionen og Mixdivisionen. I hver division er der en særlig Eliterække, hvor topholdene, som har kvalificeret sig via sæsonens øvrige europæiske turneringer, dyster om sæsontitlerne.
Foreløbig tidsplan (begge dage):
Kl. 09.30: Turneringen skydes i gang
Kl. 11.30: Fanzonen åbner
Kl. 14.00–17.00: Knockout-kampe spilles på hovedbanerne
Kl. 17:00-19:30: Semifinaler og finaler
Faktaboks
Kontaktoplysninger